Storm P. Museet

Jeg har stort set ikke fået tegnet siden december… Der skal gang i de daglige tegninger igen!

Så i dag var en rigtig Kreativ Fredag; Smuttede først en tur på Storm P. Museet – et rigtig fint sted til lidt InkTober inspiration. Bagefter sad jeg og tegnede på cafe’en overfor. Vejret var fantastisk og jeg kunne virkeligt mærke hvor meget jeg har savnet at sidde uden med en god kop kaffe og tegne.

Spejl portrætter

Jeg var lidt overvældet efter dette års InkTober, men ville gerne have et eller andet projekt til at afslutte alt det jeg havde lært siden jeg begyndte på ink washes. Inspireret af nogle fotos fra Sktchy fik jeg en ide til en serie af spejlede portrætter i blå og orange for at se hvor lang jeg er nået.

Den orange farve var lidt problematisk. Jeg prøvede en del farver, men de var ikke mørke nok til at kunne matche tonen på Schmincke’s turquoise blue Aero Color som jeg allerede havde valgt som den blå farve. I galleriet nederst er en test med Goldens fluid acrylics (transparent Pyrrole Orange). Selv om slut resultatet ikke er dårligt, var farven et mareridt at arbejde med. Helt sikkert det forkerte produkt til ink washes.

Til sidst gav jeg op og valgte i stedet at bruge to farver til den orange, Cadmium Orange hue og Burnt Sienna, begge Aero Colors fra Schmincke. Nedenfor er mit farvekort og de forskellige skridt i test tegningen.

 
Jeg er virkelig tilfreds med resultatet. Det har været en fantastisk rejse – for et år siden tegnede jeg ikke ansigter og nu lykkedes det mig at lave disse 3 tegninger. Jeg har virkelig nydt at arbejde med ink washes.

En ting jeg ikke har nydt er, hvordan jeg er endt med at lave undertegningerne på det seneste. Jeg har brugt et net/grid og oceaner af tid på at finpudse undertegningen. Det føles mere som at kopiere end at tegne – og det er vel egentlig også. Jeg skal have fundet en hurtigere, løsere og mere interessant måde at gøre det på. Hvis ligheden virkelig skal side lige i skuret, f.eks. til et famile portræt, kan jeg måske se fornuften i at bruge net/grid, men ellers vil jeg hellere prøve at undgå det.

One Week 100 People – igen

Jeg har ikke rigtig fået tegnet de sidste 2 måneder. For at få gang i de daglige tegninger igen, lavede jeg i sidste uge endnu en omgang OneWeek100People – denne gang kun med continuous line (i mangel på et godt dansk ord…) portrætter med fyldepen for at spare tid.

100 tegninger, 2 fyldte skitsebøger på 5 dage!

Efter de første 75 begyndte tegne tempoet at gå ned, jeg brugte mere og mere tid på at prøve at tegne nøjagtigt. Skiftede til en extra fin japansk fyldepen (meget finere streg end en vestlig EF), begyndte at tegne meget hurtigere og tegne over de samme linjer flere gange. Det hjalp, det gik hurtigere og tegningerne blev lidt løsere igen.

Det er fedt at tegne igen og det er fuldstændigt surrealistisk at se på 2 fulde skitsebøger og vide at man har fyldt dem på bare 5 dage…

Normalt laver jeg altid en undertegning i blyant og det kan godt gøre tegningerne lidt stive og tager en hulens masse tid – generelt er jeg meget langsom til at tegne. Continuous line tegningerne er en virkelig god øvelse for mig, både hvad angår hastighed og vænne mig til at tegne uden undertegning. Jeg har kun nogle af mine favoritter med her, det er en fantastisk øvelse, men resultat er ikke altid lige interesant for andre at se på – for at citere min søn; Der var et par epic fails imellem.

Mine første 2 forsøg på at tegne/male med Aero Colour acrylic inks er også med. Det var rigtig sjovt, men jeg har ikke helt styr på hvad jeg laver endnu. Det var virkeligt svært at styre hvor meget vand der skulle bruges, farverne var meget mere mættede end jeg havde regnet med. Det var virkeligt svært/underligt at tegne uden kontur linjer, men en rigtig god øvelse når jeg nu prøver på at slippe af med kontur linjerne og tegne løsere. Det kan ikke være blæk det hele, så der er også en enkelt tegning med min favorit farveblyant, Polychromos dark indigo. Billedet har længe været i min Sktchy kø. Jeg fik ikke helt fanget ansigtet, så måske prøver jeg igen en anden dag. Øjnene sad lidt skævt, men jeg fik næsten fixet det ved at sætte et sæt øjenvipper højt og det andet lavt 😉

Sktchy30 tegninger i april

Mine daglige tegninger i April har alle sammen været en del af Sktchy’s #sktchy30 udfordring. Det har været rigtig spændende og endnu en måned med daglige portrættegninger har helt sikkert hjulpet mig videre. Alle tegningerne er lavet i en 19x19cm Seawhite of Brighton skitsebog. Papiret er lavet til alle mediums og jeg har brugt stort set det hele (incl. spraymaling). Jeg er også endelig kommet igang med at eksperimentere med blæk men en gang vand ovenpå.

Marts tegninger – det går fremad

Et par af tegningerne tog jeg mig ekstra tid til. Uden de mange daglige tegninger ville jeg helt sikker ikke være nået så langt.

Jeg har aldrig tegnet så meget som jeg har gjort den sidste måned. Ud over de 100 mennesker på en ugen har jeg holdt fast i de daglige tegeninger. Nogle dage er jeg også begyndt at øve mig på croquis så jeg kan få nogle kroppe under de hoveder jeg tegner. Indtil videre kun efter video fra bla. Croquis-cafe. De har nogle rigtig gode film med 10 tegninger på 20 minutter. De er også geniale når det har været en lang dag og jeg ikke har fået tegnet endnu, så starter jeg bare en af dem og ved at jeg er færdig om 20 minutter. Jeg har allerede fyldt en pæn stak A2 ark med hurtige skitser. Rigtig god øvelse men ikke så spændende at se på at jeg poster dem.

Jeg har i dag fyldt den sidste side i min skitsebog. Glæder mig til at komme igang med den nye skitsebog som skulle kunne tåle lidt mere væske. Så kan jeg forhåbentlig få mere gang i både akvarelfarver og ink wash. Håber den er god, for med 95 ark har jeg den i lang tid – selv med en daglig tegning.

Sktchy laver en tegne udfordring i April hvor de sender en daglig opgave. Den er jeg selvfølgelig hoppet med på, så skal jeg ikke spekulere på hvad jeg mon skal tegne hele måneden 😉